Sjælesorg som område for efteruddannelse

Artikel om sjælesorg som område for efteruddannelse.

Af Marianne Bach

Til jubilæumsskrift.

 Sjælesorg i tiden.

Sjælesorg er kontekstuel teologi. Den bliver til i kontekster, det vil sige i konkrete situationer i et møde mellem mennesker. I de 10 år, jeg har beskæftiget mig med sjælesorg i lektoratet på TPC, tegner det sig stadigt tydeligere, hvordan en (post)moderne kontekst stiller udfordringer til teologien og er noget, der må tages til efterretning i en sjælesørgerisk praksis – samtidig med at der må stræbes efter at bevare det, som udgør sjælesorgens egenart. Denne dobbelte udfordring – som går på relevans p.d.e.s. og egenart p.d. a.s. – kunne udgøre en væstenlig grund til, at sjælesorg blev prioriteret som fagområde inden for efteruddannelse af præster og lektoratet oprettet i 95.

(D)et afgørende spørgsmål bliver, så vidt jeg ser det: hvordan kan sjælesorg virke på de præmisser, som er tidens, og samtidig bevare muligheden for at virke til forandring, forsoning, livsmod og tro? Hvordan kan sjælesørgeren være solidarisk med mennesker i deres virkelighed uden at blive så pragmatisk, at sjælesorgen fratages enhver mulighed for at sige noget nyt i situationen?

Eller sagt med en mere klassisk formulering: hvad er forkyndelsens mulighed i sjælesorg i dag?

Fortælling: nød og mulighed?

Det spørgsmål står centralt, når vi taler om faglighed og (efter)uddannelse med henblik på sjælesorg. Ind i denne problemstilling viser fortælling at blive vigtig, og jeg vil bruge et narrativt perspektiv i et forsøg på at trække nogle centrale og aktuelle tråde for sjælesorg og i forlængelse heraf også vedrørende vejledning for præster og vedrørende åndelig vejledning – to områder, som, måske også som følge af tiden, lægger sig til det område, jeg varetager inden for efteruddannelse af præster.

Jeg husker min optagethed på et tidligt tidspunkt af Emmausberetningen og den indsigt med relevans for sjælesorg, som jeg oplevede, at den formidlede. Jeg blev nærmest skuffet over senere at opdage, at andre havde set det samme, og at flere lærebøger og definitioner af sjælesorg faktisk har brugt Emmausberetningen som et paradigme på sjælesorg (blandt andre Owe Wikström og Anders Olivius). Af beretningen udledes fire dimensioner i sjælesorgen: omsorg, besindelse, tolkning og forandring / fordybelse. Beretningen om disciplenes vandring mod Emmaus og deres møde med den Anden viser, hvordan et budskab forbindes med den erfaring, som ligger i situationen, i deres fortælling, sådan at det bliver til sjælesorg. Der finder omsorg og besindelse sted gennem samtale, der gives hjælp til tolkning ved at et perspektiv opstår i mødet, og der sker en forandring ved, at disciplene får mod til at tage deres liv op igen og ve,d at deres tro fordybes.

Jeg skal måske indledningsvist gøre klart, hvordan jeg forstår en narrativ tilgang til sjælesorg. Jeg forstår det, at et menneskes erfaring og situation sættes ind i rammen af en større, meningsbærende fortælling og derved kan forandres. Det er det, man ved brugen af en bibelsk fortælling kunne ønske at udvirke: et større perspektiv eller en perspektivændring, som sætter fri til nyt liv enten ved forandring eller ved forsoning / mod til livet, sådan som det er. Jeg forstår imidlertid også en narrativ tilgang bredere som det, at et budskab knyttes så konkret og vedkommende til et menneskes erfaring, at det identificerer sig med det, idet det oplever, at dets situation belyses og ”forklares” derved. Hvis der ikke rent faktisk bruges en fortælling, bruges der en narrativ struktur, som tillader, at et betydningsindhold knyttes sammen med erfaringerne fra en livsfortælling. Det konkrete og det vedkommende er det afgørende og udgør styrken ved denne indgang og tilbyder et alternativ til forkyndelse i et mere dogmatiske udtryk.

Mennesker har altid fortalt fortællinger om sig selv i verden, om det at være familie, slægt, folk eller kirke, og er blevet dannet i overensstemmelse med de store fortællinger herom. Imidlertid anfægtes den store, fælles fortælling i dag, og i stedet træder de mange små fortællinger. Det betyder, at tradition, norm og autoritet, som de store fortællinger repræsenterede, anfægtes. Analyser af den (post)moderne virkelighed beskriver disse tendenser som pluralitet og en deraf følgende relativering og fragmentering, hvad angår livssyn og livsformer. Det medfører – med virkning for forkyndelse – at man ikke længere kan antage, at et budskab uden videre forstås, modtages, ”virker”. Ingen steder bliver fordringen om relevans tydeligere end i sjælesorgens karakter af konkret møde, samtale og omsorg. Dette bliver vigtigt at medtænke i forbindelse med (efter)uddannelse i sjælesorg, og her er det, at vejledning viser sig som en god måde, hvilket jeg vil vende tilbage til.

Menneskesynets vigtighed i sjælesorg.

Menneskesynet er en ufravigelig del af sjælesorg, og det udgør både grundlaget for og sjælesørgerens holdning i mødet med det andet menneske. Hvad kan der med fortællingen som kategori udledes om det at være menneske? At det at være menneske er at være undervejs, at et menneske er aldrig færdigt, men er i en vorden. At mennesket er et dialogisk væsen, der er anlagt på relationer og er i en stadig dialog med andre og sig selv. Et menneske fortæller om sig selv i forhold til sin omverden for derigennem at kunne forstå, kunne forholde sig og finde mening eller mod, og for at kunne vælge og handle i en stadig mere kompleks verden. Således er et menneskes forståelse og selvforståelse indfældet i en fortælling, det mere eller mindre bevidst fortæller om sig selv, og i en udstrakt grad skaber mennesker virkelighed med det, de fortæller.

Det er for så vidt det, et menneske må, for at kunne forholde sig og kunne opretholde sig selv. Imidlertid er belastningen ved at være sin egen histories herre eller iscenesætter indlysende.

Hvordan ser nu livsfortælling ud i et teologisk / kristent perspektiv? Her er Gud forudsætningen, og det betyder, at et menneske også altid må fortælle om sig selv i forhold til den Anden, og gudsforholdet sætter det enkelte menneskes livsfortælling ind i den større sammenhæng, som Guds historie med mennesker er. Muligheden er således, at der bliver to perspektiver på et menneskes fortælling. Et menneske fortæller ikke blot, det fortælles også – Gud er medfortæller og er først og sidst den stemme, der bliver den afgørende. Det bliver menneskets mulighed at tilegne sig Guds handlen som fortællingen om sig og som sin identitet. Derved bliver fortællingen åben, åben mod fremtiden og Guds mulighed. Perspektivet på livsfortællingen vendes fra fortid og faren for at være låst fast på den, til fremtiden og dens mulighed i kraft af Gud. Det er Guds fortælling med mig, der skal retfærdiggøre min mere eller mindre (mis)lykkede livsfortælling og værne den mod selvretfærdiggørelsens overbelastning. Dette eskatologiske perspektiv på livsfortællingen er også sjælesorgens.

”Jeg digter, og jeg lader mig digte” siger Kierkegaard om de to perspektiver, som en kristen forståelse forlener livsfortællingen med  – og jeg fristes til at tilføje ”derfor er jeg” som et credo til modsigelse af Descartes’ ”jeg tænker, derfor er jeg”. Disciplene undervejs til Emmaus oplevede overraskende, ikke blot at fortælle, men at blive fortalt og derved omfortalt – og de lod den fortælling gælde som deres. At fortælle sig selv over for Gud og lade sig fortælle igennem gudsforholdet udgør kernen i sjælesorgen. Det formelle udtryk herfor er bekendelsen og godtagelsen i skriftemålet, som langt hen er faldet bort, men menneskers fortællen livsfortælling til præsten, kan forståes netop som et uformelt, narrativt skriftemål. – At menneskesynet ud fra en kristen forståelse implicerer en religiøs instans betyder, at et menneske altid er mere end sin situation og altid mere end det, jeg som hjælper ser. Det andet menneske er dybest set et mysterium, som jeg ikke får eller skal tage magt over. Sådan er det, fordi det andet menneske tilhører Gud, og dette agtende menneskesyn er afgørende og udgør sjælesørgerens grundholdning i mødet.

Betydningen af at fortælle livsfortælling i en kristen forstand udtrykker på en erfaringsnær måde meget af det, som mere dogmatisk kan betegnes som kristent menneskesyn. At er menneske må forstå sig selv i lyset af, hvem Gud er, kan dogmatisk beskrives på en trinitarisk formel: at Gud som skaber, forsoner og fuldender sætter mennesket, hvad det er, og hvad det skal blive. Udfordringen, som står tilbage, er, hvordan dette kan formidles i forhold til menneskers konkrete erfaringer. Samtidig med, at den lille fortælling og den enkelte livsfortælling har vundet betydning på bekostning af den store, fælles og normative fortælling, således også den kristne, tilbyder fortælling / det narrative sig som en mulighed. Man kan godt sige, at denne mulighed tilbyder sig på baggrund af en nød, der har at gøre med tendenser i tiden. Fortællingen tilbyder sig som mulighed, idet den udgør en form, igennem hvilken det bliver muligt at sige noget af betydningsbærende værdi i dag – vel at mærke med mulighed for at det også høres og modtages.

Det giver mulighed for at formidle et budskab, for at sige noget nyt af betydningsbærende karakter i forhold til en situation eller erfaring på de vilkår, som gælder for formidling i dag, som er, at det må ske konkret, virkelighedsnært og i dialog, idet fortællinger udveksles. Og det var det spørgsmål, jeg indledningsvist stillede, på hvilken måde det er muligt at forkynde et budskab i dag, så det modtages. Det er med andre ord muligt at formidle kristendom i dag; det, det står og falder med er måske i sidste ende, at magten i mødet mellem mennesker opgives – den autoritative, docerende og monologiske form rummer ringe mulighed i dag (selv i forhold til prædikenen må dette medtænkes). Det får at gøre med sjælesørgerens holdning i mødet; dertil kommer behovet for dygtiggørelse med henblik på at møde mennesker og øve omsorg for deres sjæle på en måde, som indfrier den narrative, erfaringsnære, konkrete og dialogiske præmis.

De to fortællinger i sjælesorg.

Sjælesorg forudsætter altid nærværet, nærvær på grundlag af et kristent, agtende menneskesyn. Ofte er nærvær, og det vil sige sjælesørgerens væren i stedet for gøren, det bedste og mest respektfulde svar på situationen. Nærværet er ofte trøsten. Betydningen af nærværet må ikke underkendes, det gør i sig selv en stor forskel over for lidelse og afmagt, samtidig med at præstens nærvær ofte får lov at repræsentere Guds nærvær i situationen. Jeg er således på ingen måde interesseret i at skelne mellem sjælesorg i sin skikkelse af nærvær og forkyndelse. Nærværet er således også forudsætning for, når sjælesorgssamtalen fordybes. Det var min interesse her at undersøge, hvad forkyndelsens mulighed i sjælesorg er, og min overvejelse er, at fordybelse finder sted gennem to bevægelser. Først bevægelsen ind i ”den andens” konkrete og ”særlige” fortælling, hvor sjælesørgeren empatisk lyttende og med hele sit nærvær og opmærksomhed følger den anden for at forstå det, som han forstår. Da kan et eksistentielt punkt nås, som åbner over for en kristen tydning. Og hermed åbnes der for en bevægelse den anden vej, hvor den enkeltes fortælling kan bringes ud over sig selv og ind i den almenmenneskelige og fælles fortælling, som også altid handler om at være menneske for Guds ansigt. Hvis denne dobbelte bevægelse lykkes, er et menneseks fortælling blevet sat ind i rammen af den den rette begrænsning og mulighed, og det virker befriende.

En sjælesorgssamtale kan for eksempel vise sig at handle om skyld. Det tages da alvorligt at tale om, hvordan din skyld er din – og det kristne perspektiv vil være at bringe fortællingen om din skyld ud over sig selv og henvise den skyldige til det menneskelige fællesskab af syndere og til fortællingen om, at Gud viser netop syndere barmhjertighed. Eller samtalen kan dreje sig om frygt for døden. Der tages da til efterretning, at døden frygtes – og det kristne perspektiv er, at døden er et vilkår, vi som mennesker har livet på, og at også der er du i Guds hånd, fordi Guds magt er stærkere end døden. Kristendom er på samme tid yderst realistisk og til det yderste håbefuld. – Luthers sjælesørgeriske breve kan tjene som eksempler herpå, ligesom det rammer anliggendet i det, Kjeld Holm har kaldt retorisk sjælesorg. – Når en samtale fordybes og når et eksistentielt punkt, som også altid implicierer en religiøs dimension, kan de rogså ske det, at det, som er en samtale mellem sjælesørgeren og ”den anden”, formidles til at blive dennes henvendelse til og samtale med Gud.

Jeg har været optaget af den overvejelse eller konstatering, at det teologiske perspektiv og menneskesyn også er det almene og fælles, og jeg mener, det er væsentligt for den egenart, som er sjælesorgssamtalens. Det betyder, at den samtale ikke bliver en samtale mellem en ekspert og en klient. Og det betyder, at i den samtale tages den individuelle og særlige livsfortælling alvorligt, og den holdes fast på en almenmenneskelig og fælles fortælling. Med den overvejelse er imidlertid ikke meget sagt om, hvordan det ser ud i en sjælesørgerisk praksis. Det rejser overhovedet spørgsmålet om, hvordan sælesorg kan læres. Det er vanskeligt at lære i teorien, for det gælder også her, at det der kan læres, skal kunne forbindes med erfaring – det være sig livs- eller arbejdserfaring eller erfaring, der opstår ved, at der forekommer et moment af indøvelse i ”læringen”. Den enkelte sjælesørger må virke på baggrund af sit fag / teologien, sin erfaring og med sig selv som redskab, hvilket bevarer sjælesorgens karakter af kunst. Nu er jeg naturligvis af den mening, at noget kan læres, at ikke alt er overladt til vilkårlighed – og heller ikke til Ånd. Det er en faglig forpligtelse fortsat at danne og dueliggøre sig i embedet. Med rette kan man måske tale om sjælesorg som kunst-håndværk.

Dygtiggørelse til sjælesorg og vejledning.

Derfor er samtalevejledning, som netop tager udgangspunkt i en præsts erfaring fra den sjælesørgeriske praksis, en solid måde at arbejde med dygtiggørelse på – en måde, jeg, sideløbende med kurser i sjælesorg, har haft ansvar for gennem de sidste10 år. Den fortælling, der arbejdes med i vejledning, er præstens fortælling om det at være præst. Her reflekteres over eksempler på sjælesorg med henblik på at lære gennem at se på, hvad man gør. Hvordan var det sjælesorg? Hvordan var jeg præst gennem det, jeg gjorde? Fokus er på fagpersonen – på det at være præst sammenholdt med, at der er en person involveret i funktionen. I den konkrete praksis klinger altid det spørgsmål eller den fortælling med, som angår, hvordan præsten forstår sig selv. En præsts selvforståelse udgør den konkrete og personlige version af embedssynet, sådan som den enkelte er i stand til at udfylde embedet.

Vejledning udgør et forum, hvor det er legitimt, at der er fokus på præstens fortælling. Det sker med et fagligt sigte og er begrundet i præstens tjeneste for andre. Vejledning udgør, med et moderne ord, en ”kvalitetsskring”. Vejledning har dygtiggørelse som formål, alligevel er der er ikke noget bestemt, præsten skal lære. Den udgør et forum for samtale, som er til rådighed for præstens eget arbejde og udbytte. Der vil snarere være tale om, at præsten gør en erfaring, der vil sætte sig igennem i hans egen praksis i forhold til andre. Vejledning er en magtfri form, og den kompetence, vejlederen har, ligger i at kunne varetage arbejdsmåden og den etik for samtale, som den implicerer. Her er der tale om en struktureret, pastoralteologisk samtale, der som sin forudsætning har den motiverede praktiker, en uddannet vejleder og gruppen af kolleger (på den måde, TPC tilbyder vejledning. Vejledning kan dog også foregå som individuel vejledning).

I eet med, at vejledning dygtiggør udadtil, støtter det præsten selv indadtil. Støtten til den enkelte præst opleves hovedsageligt derved, at der ikke blot er tale om den enkelte præsts fortælling, men at der fortælles i et kollegialt fællesskab, sådan at den enkeltes fortælling også her sættes ind i en fælles og almen fortælling, nu om det at være præst. I den samtale, der føres i vejledning, låner kolleger øjne og ører til den enkeltes særlige fortælling, som bliver sat ind i rammen af deres observationer, associationer og overvejelser. I praksis foregår vejledning sådan, at en præst i gruppen beretter om en arbejdserfaring, som for ham udgør en vanskelighed, et anliggende eller som anfægter ham på den ene eller den anden måde. Præsten beretter – med fokus på sig selv som sjælesørger og med hensyntagen til tavshedspligten – først til vejlederen, som søger at uddybe anliggendet gennem sin måde at spørge på. Herefter, ofte i flere omgange, inviteres gruppen ind – eventuelt med en specifik opgave – med henblik på at udvide perspektivet på præstens fortælling. Hvad andet og mere er der at sige; hvad er det præsten ikke selv ser ud fra sit særlige, individuelle perspektiv? Hvad er det, der stiller sig hindrende i vejen for, at præsten også kan gøre det, som han vil (ifølge sin ”teori”)? Og hvilke andre handlemuligheder kunne han have? Det er også her, der kan inviteres til en bevidst teologisk overvejelse over, hvad problematikken handler om.

Hvad siger præster selv om udbyttet af vejledning? Jeg vil lade stemmer fra de evalueringer, der foreligger fra de sidste 10 år, komme til orde. Præsteres evalueringer fremhæver næsten uden undtagelse glæden ved at opleve et kollegialt fællesskab. Dette at kolleger stiller sig til rådighed for ens fortælling og opleve at blive mødt med forståelse, solidaritet og nye øjne på fortællingen og derigennem ofte opleve, at noget fastlåst løses op, fordi der gennem udvekslingen gives nye muligheder for at forstå og forholde sig. Oplevelsen af, at her taler man med hinanden på en anden måde, fremhæves – en måde, som er opbyggelig både som præst og menneske. Præsterne giver gennemgående udtryk for, at hvem de er som præst, er blevet bedre integreret med, hvem de er som person og med deres teologi / tro. Overensstemmelse, så vidt muligt, er vigtig for kvalitet i arbejdet, ligesom den er det for præstens oplevelse af mening i arbejdet og udholdenhed. Et samtalerum som vejledningens, hvor det går an at tale om det, som det er, er med til at bringe en bedre overensstemmelse i stand. Præsterne giver udtryk for, at det støtter dem til at blive bedre sjælesørgere og præster i det hele taget, at de får større frimodighed og glæde i arbejdet. At det er blevet tydeligere for dem selv, hvad de vil i deres arbejde – og at de også bedre kan formidle det til andre. De anvender således også deres kræfter bedre. I nogle tilfælde har præster givet udtryk for, at vejledning har udgjort forskellen mellem at kunne fortsætte eller holde op.

Træthed og modløshed udgør farer i et arbejde, der som præstens traditionelt er kendetegnet ved ensomhed og ved omsorg for andre i mangeartede, ofte eksistentielt udsatte situationer. Endvidere kan sådanne reaktioner opstå, når præsten ikke oplever anerkendelse i sit arbejde – fra de mennesker, præsten fungerer for, eller fra ”systemet”, det være sig kolleger eller foresatte. Undersøgelser viser, at misforhold mellem ydre forventninger og egne forventninger er en faktor, der bidrager til modløshed. Mest afgørende viser misforholdet sig at være mellem en fagpersons krav til sig selv og mulighederne for at bringe arbejdet i overensstemmelse hermed. Den enkelte vil ofte henføre problemet til sig selv og egen manglende kompetence og søge at afhjælpe det ved at arbejde mere og typisk yde ”mere af det samme”, hvilket ikke vil løse problemet. Disse misforhold er årsager til stress og i værste fald udbrændthed. Det er en sådan repeterende, negativ fortælling, vejledning kan forebygge eller være med til at vende.

Modsætningsforholdet mellem p.d.e.s. modløshed og udbrændthed og p.d.a.s mod og arbejdsglæde er så vigtigt et forhold, at kirken må gå ind over for det på de måder, den har til rådighed. Her er vejledning een måde, som giver mulighed for kontinuerlig, fagpersonlig støtte og refleksion. Medarbejdersamtaler, strukturændring, samarbejde, konfliktløsning og afklaring af kompetancer og ledelse er andre. Kirken ikke en moderne virksomhed og skal ikke drives som sådan, men der er vanskeligheder og udfordringer – de være kirken iboende eller opståede, måske endda skærpede som følge af tiden. Som jeg ser fortælling som mulighed i forhold til sjælesorg, ser jeg på lignende vejledning som en mulighed i forhold til en pastoral faglighed og dygtiggørelse i dag. Og her lægger åndelig vejledning sig til som yderligere en dimension, hvilket jeg vender tilbage til.

Om det narrative – igen.

Jeg har nævnt nogle tendenser i tiden, som gør, at kirke og kristendom ikke kan forudsætte forståelse og autoritet på samme måde som tidligere. Og at det, som udgør konteksten og menneskers erfaringer og de mange forskellige fortællinger herom, må anerkendes og bliver vigtige. Og at dette igen betyder en relativering, hvad angår menneskers opfattelse af kristendommen som Sandheden. Og at dette fører til, at formidling bliver afgørende – formidling som ”mødestedet” mellem et budskab og menneskers konkrete liv og erfaring. Sandhed må formidles konkret i møder mellem mennesker og vise sin overbevisnings- og bærekraft her. Jeg mener, at denne udvikling ligger bag, at sjælesorg har vundet stadig større opmærksomhed og plads inden for de seneste år. Som jeg håber at have vist, giver den narrative tilgang os en mulighed her, fordi fortælling, og hermed det konkrete og erfaringsnære, på en ikke-autoritær måde kan bære et budskab frem. Det er fortællingens mulighed at lægge noget frem mellem mennesker om betydning og mening – til den andens afgørelse. Gennem fortællingen lægges det frem på en måde, hvor det ene menneske renoncerer på magt over for det andet. Fortællingen virker i kraft af sig selv – eller også virker den ikke. Det betyder, at en narrativ sjælesorg kan arbejde solidarisk med mennesker og med livsvilkåret og samtidig bevare muligheden for at sige noget nyt i situationen, som situationen ikke kan sige sig selv. Som mennesker kan spejle deres fortælling i, identificere sig med eller simpelthen gribes af.

Præst og person.

Det interessante, udfordrende eller anfægtende – alt efter hvordan man ser på det – er nu, at denne udvikling og særlig formidlingens ”nødvendighed” bringer personen i fokus. Det medfører i realiteten, at udfordringen bliver den enkelte præsts, hvad angår at imødekomme vigtigheden af formidling samtidig med, at præsten må kunne bevare og stå for den egenart, som kendetegner sjælesorg / al kirkelig praksis, og som grunder sig i budskabet og i det kristne menneskesyn. Denne dobbelte udfordring indebærer imidlertid også en belastning på embedet og den enkelte embedsbærer. Jeg mener, problemstillingen kendetegner embedet, men at det er noget, som accentueres. Jeg tænker her blandt andet på ensomheden i embedet, det, at man alene og på grundlag af egen motivation står som ”bærer” af Guds virkelighed over for mennesker – vores menighedssyn til trods. At præsten repræsenterer en virkelighed og magt, som ikke er hans egen – men som han må repræsentere med sig selv. Det griber embedet i dets kompleksitet og udgør, for mig at se, under ét dets karakter af gave og vanskelighed. Spændingen mellem den magt, som er Guds, og menneskelig afmagt over for livsvilkåret, som præsten deler, kendetegner frem for noget embedet og præstens identitet – ikke blot i en faglig forstand, men også i en eksistentiel. Dette giver sig på forskellige måder udslag i præsters ”arbejdsproblematik”, og dette kan der som vist arbejdes med i vejledning af faglig karakter, eller der kan arbejdes med det i regi af åndelig vejledning, hvor den eksistentielle, personlige og trosmæssige side kan komme i forgrund.

Integration og troværdighed.

Betydningen af personen samles i troværdigheden. Troværdighed – som handler om en overensstemmelse mellem præst og person, teologi og praksis – må altid være afgørende, men meget tyder i dag på, at kristendommens ”virkningsmulighed” generelt står og falder med præsten og dennes person forstået både som menneske i mødet og som en, der på en troværdig måde kan repræsentere en kristen livsholdning. Meget tyder på, at sandhed i dag må forkyndes som sandhed, en person står bag – en aktualisering af ”pro me” på en moderne præmis. Det eksistentielle, det integrerede, for ikke at sige det inkarnatoriske, bliver kriterium for, hvordan det er muligt at forkynde i dag. At skulle legemliggøre budskabet er imidlertid en overbelastning af den enkelte. I (efter)uddannelse af præster må der derfor tænkes på, på den ene side hvordan præsten kan ”klædes på” til at møde mennesker på tidens præmisser, og på den anden side hvordan den enkelte præst kan skærmes mod overbelastningen heri (hvordan  ”barmhjertighedens kåbe”, med et klassisk sjælesørgerisk udtryk, kan lægges også om præsten).

Det, der kendetegner embedet og de præmisser, der gælder for det i dag, danner baggrund for, at vejledning viser sig solid som dygtiggørelse og som støtte til præster netop i den helhed, som den sjælesørgeriske praksis udgør. Vejledning tilbyder som nævnt et fagligt fællesskab, der for det første afbøder belastningen for den enkelte. For det andet tilbyder et rum for refleksion og dermed mulighed for at forholde sig. For det tredje tilbyder et rum for at bringe overensstemmelse i stand mellem embede og egen selvforståelse som præst, som kan blive præstens troværdighed på en måde, som både støtter og afbøder den belastning, som ligger i en eksponeret, livslang tjeneste for andre.

Åndelig vejledning.

Jeg indledte med Emmausberetningen og de dimensioner i sjælesorgen, som er blevet udledt af den: omsorg, besindelse, fortolkning og forandring eller fordybelse. De samme dimensioner gør sig for så vidt – under et fagligt sigte – gældende i vejledning. Jeg ser åndelig vejledning som en dimension, der lægger sig til en faglig vejledning, og som  særlig gælder fordybelsens dimension. Fordybelse er svar på et ydre fordring om og en indre længsel efter troværdighed. Hvis jeg skal blive i sprogbrugen, er den fortælling, der fortælles i åndelig vejledning, den personlige trosfortælling. Et menneskes – også præstens – fortælling om tro og anfægtelse, om kamp eller forsoning, men først og fremmest om erfaring af eller længsel efter hengivelse. Og den praksis, der føres samtale om i dette rum, er bønnens, kontemplationens, åbenhedens, stilhedens. I modsætning til en faglig vejledning er der tale om et personligt rum, og samtalen, som føres mellem en åndelig vejleder og ”konfidenten”, har grundlæggende karakter af bekendelse og af at stå ved sig selv over for Guds ansigt med håbet om at få givet sig selv tilbage på en ægtere og mere nådig måde, end når jeg alene skal fortælle, hvem jeg er.

Sjælesorg betyder omsorg for sjælen, og kernen i sjælesorg udgøres af gudsforholdet og dermed af åndelig vejledning. Med åndelig vejledning gribes tilbage og knyttes til ved en klassisk teologisk og sjælesørgerisk tradition. Det bliver min anledning til at sige, at jeg finder det spændende, at udviklingen inden for sjælesorgen – og vist i det hele taget – går i retningen af en dobbelt bevægelse og et dobbelt hensyn, hvor det ene er hensynet til vigtigheden af formidling, og det andet er opmærksomheden over for egenarten og i ét hermed vigtigheden af teologisk refleksion. Interessant er så, at vi træffer på begge bevægelser i deres konkrete udtryk – som præstens fortælling om det at være præst og som den personlige trosfortælling – i faglig og åndelig vejledning. Måske skyldes det netop, at der er brug for dem i deres konkrete udtryk i dag, og at det er sådan, de spørges efter og må stå deres prøve.

Jeg ser faglig vejledning og åndelig vejledning som henholdsvis en ydre og en indre side af en forberedelse til at være præst for andre. Hvor sjælesorg kan omfatte både forandringen og fordybelsen, handler faglig vejledning og åndelig vejledning om det samme for præsten – på mere specifikke måder, hvilket har at gøre med, at præsten skal yde over for andre. Der er en parallelitet sådan at forstå, at præsten har brug for og skal have en erfaring af eller indøvelse i det, han skal øve omsorg over for andre med tanke på. Sådan kommer samværet og samtalen i både faglig og åndelig vejledning ofte til at danne model for, hvordan en præst bliver i stand til at være til stede for andre i sjælesorg og i det hele taget. En sådan ”modeleffekt” er en styrke ved former for dygtiggørelse, som indbinder det, der læres, i den lærendes erfaring.

Udblik til efteruddannelsesområdet.

Faglig vejledning er ved at finde en formaliseret form. Efter at have været tilbudt (på sjælesorgsområdet) som ”samtalevejledning”, men kun i et vist og noget vilkårligt omfang, er der truffet aftale mellem stifterne og TPC om et generelt tilbud i TPC regi fra dette efterår. Tilbuddet sigter mod at omfatte 10 grupper for sognepræster og 10 for institutionspræster. Samtidig udvides vejledning til ”arbejdsvejledning”, det vil sige fra alene at omfatte sjælesorg til at omfatte præstens arbejde som sådan, og sådan som præsterne oplever behov for det.

Åndelig vejledning har ikke fundet en form inden for efteruddannelse. Måske fordi vi dermed er på den personlige fortællings område, hvor et menneske traditionelt selv har søgt sin åndelige vejleder (ligesom der jo heller ikke tilbydes sjælesorg for præsten i en efteruddannelsesregi). Problemet er imidlertid, at den praksis i høj grad er faldet bort – og herunder også vejledere, der er i stand til at vejlede andre på det åndelige område – men nu melder sig med stigende styrke. Endvidere er præsternes behov én ting, noget andet er, at præster forventes at kunne vejlede andre i tro og gudsforhold, bøn og kristen praksis. Indtil videre tilbydes til efteråret for tredje gang et kursus om åndelig vejledning, hvor der i øvrigt for første gang indlægges ”praksis” i form af en to-dages retræte. Alle tre gange har kurserne været overtegnet.

Såvel sjælesorg som faglig og åndelig vejledning udgør praksis’er, som er dybt involveret i det felt, hvor formidling står sin prøve, og som handler om både at tage konkret liv og erfaring i dag alvorligt og at fastholde vigtigheden af et kristent menneskesyn og teologisk refleksion for at bevare det, som udgør egenarten i præstens møde og samtale med mennesker i dag. Behovet og udfordringerne til efteruddannelse inden for dette felt giver sig selv, mens der fortsat må arbejdes med at finde former med henblik på at dygtiggøre til tjeneste på dette komplekse område.