Rids af sjælesorgsudviklingen i Danmark (ca. 1980 – 2003)

Rids af sjælesorgsudviklingen i Danmark (ca. 1980 – 2003)

Sjælesorg i Danmark er undergået en anderledes udvikling end sjælesorg i de andre nordiske lande og internationalt. Det skyldes primært den stærke indflydelse fra den dialektiske teologi, omsat i den Tidehvervsbevægelse blandt præsterne. Her forstås sjælesorg som et specialtilfælde af forkyndelsen eller som skriftemål og har betydet, at sjælesorg ikke blev betragtet som et eget fag og længe har levet et overvejende upåagtet liv. Sjælesorg blev betragtet som henholdsvis forkyndelse eller samtale – et modsætningsforhold, som gjorde, at sjælesorgens teori og praksis ikke blev tænkt sammen, og som samtidig fastholdt sjælesorgen i en ufrugtbar modsætning mellem teologi og psykologi. Tanker om synliggørelse, kvalificering og kompetence på sjælesorgens område blev længe mistænkt for at føre til en psykologisering og professionalisering, som skulle være sjælesorgens egenart fremmed.

Når vi begrænser os til udviklingen inden for de seneste 30 år, gør to strømninger sig gældende. En hovedstrømning, som udgøres af nogle toneangivende teologer, der på et teologisk og filosofisk, litterært grundlag også var gode  udøvere af sjælesorg. Repræsentanter herfor er Søren Nordentoft, Kjeld Holm og Bente Chemnitz. Og en understrøm, der på et tværfaglig grundlag overvejende beskæftigede sig med sjælesorgens praksis/helhed på de årlige pastoralpsykologiske arbejdskonventer i Bad Segeberg og på Ømborgen. Til disse tæller Inga Holst, Bent Falk og adskillige institutionspræster. Dette fagforum havde også forbindelse til den pastoralkliniske sjælesorgsuddannelse, der karakterisktisk ikke har fået fodfæste i Danmark, ligesom uddannelsestilbud i det hele taget har været sporadiske. Hvad angår den sjælesørgeriske praksis, er det højrefløjen inden for kirken, der har været mest aktiv med tilbud, f.eks. Oasebevægelsen.

Det var først i begyndelsen af 80’erne, at en egentlig faglighed begyndte at tage form. Her tog udviklingen et spring fremad med et krav fra institutionspræsternes side om dygtiggørelse til sjælesorgssamtalen. Sammenslutningerne af Sygehus- og Fængselspræsterne fik, under ledelse af Chr. Busch og Elmo Due, i den forbindelse udvirket, at supervision skulle udgøre et tilbud betalt af Præstehøjskolen (nu Teologisk Pædagogisk Center; efteruddannelsessted for præster). Kravet ledte endvidere til en konference i 1993, hvor initiativet blev taget til at oprette et lektorat i sjælesorg og pastoralpsykologi ved Præstehøjskolen. Dette blev oprettet i 1995 og varetaget af undertegnede frem til 2007.

I regi af lektoratet blev efteruddannelse for præster i sjælesorg formaliseret, og der er herefter årligt blevet udbudt ca. 12 kurser. Disse har haft karakter af almene kurser med forskellig sjælesørgerisk tematik eller kursusforløb for henholdsvis sogne- og institutionspræster. Dertil kommer et tilbud om supervision i gruppe, ligesom en supervisoruddannelse er gennemført. Dygtiggørelse har netop fundet sted i feltet mellem teologi/teori og praksis, og et mål har været at overbygge det tidligere skisma mellem sjælesorgens teologiske og kirkelige forankring og indhold p.d.e.s. og sjælesorgens praksis p.d.a.s. Dygtiggørelsen har fundet sted på et fænomenologisk, eksistentielt, narrativt og sprogsystemisk grundlag. På nogle områder især inden for praksis, er det blevet trukket på erfaringer og kompetence fra norsk hold. Lektoratet er i 2008 blev delt og besat med Lars Bo Bojesen og Mikkel Wold.

Med tanke på præsters uddannelse kom sjælesorg på skemaet på pastoralseminarierne i 70’erne, hvor rektor Gerhard Pedersen og senere lektorerne Helge Baden Nielsen og Elmo Due har været med til at skabe anerkendelse for sjælesorg som fag. På De teologiske Fakulteter, hvor Praktisk Teologi først oprettedes som fag i 89, har sjælesorg ikke haft nogen fremtrædende plads (når der ses bort fra Troels Nøragers og Eberhard Harbsmeiers bidrag). Inden for de seneste år er der tale oom stigende interesse, som er udmøntet i et antal emneopgaver og 3-4 Ph.D. afhandlinger om sjælesorg. Der er oprettet fora for Teologi og Psykologi, ligesom en gruppe studerende har taget initiativ til et årligt Emmausseminar med sigte på sjælesorg.

Af øvrige uddannelsestilbud og arbejde på området de sidste 30 år skal nævnes Institut for Sjælesorg (ved Kolonien Filadelfia) under Benny Birk Mortensen og senere Conny Hjelm med et kursustilbud for både fag- og lægpersoner. Desuden har de diakonale institutioner Diakonhøjskolen, Diakonissestiftelsen og Sankt Lukasstiftelsen omfattet sjælesorg i deres uddannelsestilbud. Hospicearbejdet har bidraget med et sygeplejefagligt perspektiv på åndelig omsorg, hvor Rita Nielsen og A.E. Overgaard kan nævnes. Sankt Lukasstiftelsen og Kirkens Korshær har gennem mange år tilbudt henholdsvis rådgivning og telefonsjælesorg, og IKON har tilbudt sjælesorg for mennesker berørt at nyreligiøsitet. Endelig har Bent Falk øvet stor indflydelse gennem sit arbejde sygehuspræst, terapeut, supervisor, underviser og initiativtager til en professionel sjælesørger/terapeutuddannelse. Falk har kæmpet for en integration af teologi og psykologi i sjælesorgen, og hans fænomenologisk, eksistentielt baserede teologi og samtalemåde har i høj grad influeret sjælesorgens teori og praksis herhjemme.

I regi af Teologisk Pædagogisk Center afholdtes i 2003 en Konference om Sjælesorg i dag, som udstak et behov for at arbejde videre med åndelig vejledning og familierådgivning som dimensioner af sjælesorgen. Mens et projekt om sidstnævnte strandede på manglende midler, er der voksende interesse for den side af sjælesorgen, som har at gøre med spiritualitet og åndelig vejledning. Pilgrimsvandring og retræte – f.eks. i det økumeniske Skovhuset – er meget søgte former, og flere folkekirkepræster har taget en uddannelse i åndelig vejledning. På et økumenisk grundlag gennemføres for 3. gang inspirationsdage om kristentro og spiritualitet. Steen Bonde har taget initiativ til at undersøge behovet for et center for sjælesorg efter forbillede af Modum Bad i Norge. Forum for Sjælesorg samarbejder med Tidsskrift for Sjelesorg om danske bidrag til tidsskriftet.

Yderlige kan næves natkirkens tilbud, der taler til mange i dag med afsæt i Signe Bergs pionerarbejde i Københavns domkirke.

Disse former har en teologisk pendant i den nye optagethed af trinitetsteologi og helliggørelsestanke, af en undersøgelse af luthersk spiritualitet (den nye lutherforskning) og af en liturgisk udformet sjælesorg. Selvom billedet af sjælsorg tegner broget, må sjælesorg på dette tidspunkt ses som mere integreret, afbalanceret og fagligt funderet og dermed på vej ud af sin isolation såvel i hjemlig som internationalt sammenhæng.