Om sjælesorgbevægelsen og udviklingen inden for vejledning

Om sjælesorgbevægelsen og udviklingen inden for vejledning.

Af Marianne Bach

Den empiriske vending i USA.

Vejledning betegner en erfaringsbaseret måde at arbejde fagligt på, og opkomsten af denne måde har en sammenhæng med tiden og dens behov og udfordringer til teologi, kirke og det at være præst i dag. Baggrunden for pastoral vejledning gives med den såkaldte empiriske vending inden for den pastorale faglighed og sjælesorgen efter 2. verdenskrig i USA, hvor en rehabilitering af erfaringen og en erfaringsbaseret måde at lære på blev båret frem af den pastoralkliniske bevægelse. Med knap så stor gennemslagskraft og en forsinkelse frem til midt 60’erne fik denne empiriske vending indflydelse i flere europæiske lande gennem præster, som netop havde gjort erfaringen med den pastoralkliniske uddannelse i USA.

Det er kendetegnende for den pastoralkliniske bevægelse, at den er knyttet sammen med en biografisk og personlig erfaring, da Anton Boisen, præst og ophavsmand til uddannelsen, blev indlagt på psykiatrisk hospital med en psykotisk diagnose. Her oplevede Boisen, at kolleger /præster, som besøgte ham, ikke var til hjælp over for den eksistentielle lidelse og de religiøse forestillinger, som han kæmpede med. Teologien kom til kort over for virkeligheden. Som følge heraf tog Boisen senere initiativet til den pastoralkliniske uddannelse, hvor dygtiggørelse skulle finde sted – ikke ved studiet af bøger – men ved studiet af ”the living, human documents”, altså de mennesker, som sjælesorgen retter sig imod. Boisen arbejdede med og udviklede en casemetode med henblik på refleksion over en sjælesørgerisk hændelse.

I den pastoralkliniske uddannelse er den akademiske læremodel vendt på hovedet, idet dygtiggørelsen finder sted på grundlag af sjælesørgerisk praksis – normalt på et hospital – og refleksion herover sammen med kolleger og en eller flere supervisorer. Det er en måde at arbejde på, som ser på den helhed, som et eksempel på praksis udgør. Den beskæftiger sig derfor både med de faglige og personlige forudsætninger, som indgår i en sjælesørgers praksis, og på godt og ondt præger den. Gennem bevidstgørelse heraf kan sjælesørgeren opnå flere handlemuligheder i forhold til sjælesorgsopgaven.

Antallet af anerkendte pastoralkliniske centre i USA er vokset, så de i dag tæller over 300, hvor man kan deltage i moduler af 3 måneders varighed. Uddannelsen er åben for både præster, teologistuderende og lægfolk, men det gælder for alle, at man må ansøge og godkendes. Uddannelsen er i dag formaliseret med klare retningslinier, med evaluering og med høje krav til godkendelse, især når det gælder uddannelsen til supervisor. Uddannelsen er meget åben for en interdisciplinær dialog, fordi den finder sted i et klinisk miljø, og fordi de andre faggrupper udfordrer teologen og sjælesørgeren med hensyn til dennes bidrag. Der er således også blevet arbejdet med forskellige bud på, hvad en teologisk diagnose af et menneskes situation kunne omfatte.

Den pastoralkliniske bevægelse er blevet anklaget for at være liberalteologisk og for at have et positivt menneskesyn, det vil sige nære urealistiske forventninger til menneskets mulighed for udvikling og forandring. For så vidt der er noget herom, rammer anklagen nok uddannelsen mere end dens sjælesørgeriske praksis. Ikke desto mindre er den pastoralkliniske uddannelses selvforståelse, at den er en teologisk og  kirkelig uddannelse.

Det bliver her relevant at nævne endnu et par navne, som fik stor indflydelse på udviklingen og på dens præg. Den ene er William James, som forskede i religionspsykologi, eller rettere religionsfænomenologi, og således var med til at slå den religiøse oplevelses validitet fast. En anden er Seward Hiltner, der som professor i praktisk teologi på Princeton var med til at præge sjælesorgens praksis i spændingsfeltet mellem teologi og psykologi. Som en tredje skal ikke mindst Carl Rogers nævnes. Hans klientcentrerede terapi fik stor indflydelse ikke bare for de sækulare terapier, men også for sjælesorg. Som grundlag for samtalen fremhæver han betydningen af ubetinget accept, af empatisk forholden sig og af ægthed i mødet. Det er tydeligt, hvordan dette – snarere end teknik – har at gøre med den holdning, som må ligge til grund for al samtale. Og det bliver tydeligt, hvordan det vil inddrage både det faglige og personlige værdi- og normsæt. Denne indsigt kan uden videre integreres i sjælesorg, hvad angår dennes karakter af møde og samtale. Rogers fik dog størst betydning inden for pastoral counselling, der løber som en parallel til den pastoralkliniske sjælesorgsbevægelse. Counsellingbevægelsen lægger mere vægt på personens betydning og udviklingen af denne, bliver mere professionel i sin tilgang og antager karakter af terapi i en kirkelig ramme.

Den empiriske vendings indflydelse i europæisk og dansk sammenhæng.

Dette parallelle løb mellem en sjælesørgerisk og en mere professionaliseret forståelse af den samtale, som kirken tilbyder mennesker, kender vi ikke på samme måde i Europa, i hvert fald ikke i en dansk sammenhæng. Den pastoralkliniske uddannelse bliver bragt til Europa via Holland og Tyskland, hvor den vinder stor indflydelse ligesom i Norge og Finland, hvor den udgør en formaliseret og anerkendt del af kirkens arbejde. Denne indflydelse er stort set gået uden om Danmark, fordi den virkede fremmedartet for vores teologiske uddannelse og holdning efter anden verdenskrig – og det på trods af, at der hos vore indflydelsesrige teologer Grundtvig, Kierkegaard, Løgstrup kan iagttages anliggender, som er fælles med den erfaringsbaserede måde at lære på, som jo også er en i bund og grund eksistentiel måde.

Herhjemme er den akademiske teologi imidlertid blevet befordret på bekostning af den teologiske refleksion, som vokser ud af mødet med praksis. Til skade for kirken og for de mennesker, den skal tjene, er de ofte blevet sat op over for hinanden, som om praksis ville trække den akademiske teologi ned. Teori og praksis er derfor blevet drevet hver for sig, og den frugtbare vekselvirkning er udeblevet. I hvert fald er den ikke blevet befordret derved, at den er blevet søgt. Det har været overladt til vilkårlighed, hvordan teologi kunne omsættes til praksis, eller hvordan teologer kan dygtiggøres i forhold til den udfordring, at et møde og en samtale langtfra altid lykkes. Når vi har haft gode teologer, som samtidig var gode sjælesørgere, har de været selvlærte.

Sjælesorg er blevet stedmoderligt behandlet i den danske sammenhæng, fordi der ikke fra teologiens side har været interesse for sjælesorg, fordi den er så praktisk indbundet, som den er. Og fra praktikernes side har der været en tendens til for ringe overvejelse over, hvad den teologiske fundering og den teologiske refleksion betyder. Som jeg indledte med at sige, er den empiriske vending – og den anerkendelse af erfaringen, som det implicerer – forbundet med tidens udfordringer og behov. Ligesom på så mange andre områder gælder det, at sjælesorgen forsøger at forholde sig til tendenser i tiden – men gøre det på en sådan måde, at den både forbliver tro mod sit fundament og tro mod tjenesten for mennesker. Det indebærer, at sjælesorgen ikke opgiver sin egenart, samtidig med at den er i stand til at formidle et budskab og en hjælp, som kan høres og modtages af mennesker i dag, sådan at sjælesorgen ikke forskærtser sin mulighed for at kunne forandre, formane eller trøste.

Hvor står vi så i dag?

Billedet i dag viser også, at formidlingsaspektet får meget stor betydning, idet der ikke længere kan antages konsensus om kristendom eller for så vidt om nogen fælles livsforståelse. Den virkning, som budskabet kan få, bliver meget afhængig af, hvordan det formidles. Der er meget, der tyder på, at formidlingen skal være konkret, erfaringsnær, fra person til person  i møde og dialog, og at den skal forekomme troværdig. Et indhold kan altså ikke kommunikeres uden om en form. Vi bevæger os her ind på, hvad teorier om kommunikation og postmodernitet kan fortælle os. Så meget blot for at vise, at vejledning er en måde at arbejde netop med helheden, med indhold og form, og med (fag)personens betydning for, at hans/hendes budskab kan nå igennem til det andet menneske. Den tilbyder også en måde at arbejde med den ændring i embedsforståelsen eller sjælesørgerens selvforståelse, som det kræver. Det går måske an at sige det på den måde, at præsten i dag, i sit møde med omverdenen, ikke får foræret meget i kraft af ydre autoritet, men må vinde tillid og mulighed for at indvirke gennem en erhvervet autoritet, som hviler på troværdighed.

Når man arbejder med vejledningens triade: praksis – fag – person, så arbejder man med en helhed og man arbejder nedefra eller indefra. Og det er en afgørende forskel til den måde at arbejde på, hvor man applicerer viden på virkeligheden – det være sig psykologi eller teologi. Og derfor bliver arbejdsmåden naturligt den fænomenologiske, hvor man med opmærksomhed iagttager, hvad der sker, og hvad der er at uddrage på grundlag heraf. Det tillader den mangfoldighed, som virkeligheden udgør – til forskel fra en teoretisk tilgang, som tenderer mod diagnosticering, reduktion og vurdering.

Jeg har selv haft udbytte af den erfaringsbaserede måde at lære på gennem den pastoralkliniske uddannelse i USA. Og i lektoratet for sjælesorg på Teologisk Pædagogisk Center har jeg siden 95 haft muligheden for at iværksætte den i forbindelse med efteruddannelse af præster i sjælesorg – i en form, der er tilpasset sammenhængen herhjemme teologisk og praktisk. Den er blevet anvendt både i kurserne i sjælesorg i et vist omfang, og i de samtalevejledningsgrupper, der etableres regionalt. På denne måde er der ca. 250  præster, der har erfaring med vejledning.

Allerede i løbet af 80’erne havde nogle institutionspræster ønsket og også selv taget initiativ til supervision, og det blev klart, at hvis ikke det tilbud blev etableret inden for rammerne af vores uddannelse, så ville den i et vist omfang blive søgt i andre sammenhænge. For mange har den forekommet et fremmed element. Det er den erfaringsbaserede læring også, for så vidt den netop er et supplement til vores traditionelle uddannelsesform. Men den er ikke per se vores faglighed fremmed, idet den blot forudsætter arbejdserfaring og kan styrke fagligheden, udøveren og dennes praksis gennem refleksion og på de præmisser, der er gældende for vores fagområde. En væsentlig kilde til modstanden er uden tvivl at finde i den gamle fjendtlighed mellem teologi og psykologi, og vejledning er da også blevet beskyldt for at være en psykologisering af teologien og lede til en professionalisering af embede og en reduktion af sjælesorg i retning af teknik.

Hvor står vi så i dag? Jeg tror, indsigten og udbyttet ved den erfaringsbaserede måde at lære på er kommet for at blive – i den ene eller anden udformning og også i vores sammenhæng. Men debatten om dens plads og dens værdi har været ganske lidenskabelig, både hos dens fortalere og dens kritikere – interessant nok, fordi lidenskab på teologiens og embedets vegne er fælles for parterne, men måden hvorpå man mener at kunne værne dem, er forskellig. Der har fortalerne for vejledning større tillid til uddannelse end kritikerne, som frygter en formalisering gennem et sådant uddannelsestiltag. At debatten kan blive lidenskabelig, skyldes uden tvivl også, som tidligere nævnt, at vejledning er kommet til som en følge af megen af den problematik, som vi taler om som (post)modernitetens. Og vejledning kan så ses som et af knæfaldene for tidsånden, eller den kan ses som en måde at støtte for at kunne imødekomme de ændrede, ydre omstændigheder – og gøre det som kirke og som præst. På mange måder gælder det om at finde en måde at gøre eller være det på, som ikke bliver hverken aggressiv eller defensiv.

Den hjemlige debat.

Kritisk Forum no. 70/97, som handler om supervision, er en kilde til den hjemlige debat. Her skriver Jesper Stange i forordet, at ”debatten har været rodet, fordi alt for mange aggressioner og frustrationer, alt for megen frygt for udtyndingen af den teologiske faglighed har fundet afløb i en kritik af arbejdsmetoden, som i og for sig godt kan svare for sig, når det er den, der bliver drøftet, men ikke hverken kan eller skal løse hele efteruddannelsens problematik” (s. 4). Og efteruddannelsens problematik har jo netop at gøre med det ovenfor nævnte, hvordan der bedst støttes, og præsten yderligere dygtiggøres til dennes møde med omverdenen og mennesker på forskellig måde.

Helt centralt står det at bevare det, som udgør teologiens og kirkens egenart – altså et indhold. Og diskussionen går på, hvilken form, der bedst tjener dette – både i uddannelse af præster og i formidlingen af evangeliet til mennesker. En berettiget kritik af den pastoralkliniske uddannelse i dens tidlige og enthusiastiske fase er, at den integrerede så megen indsigt fra humanvidenskaben, især psykoterapi, at den teologiske egenart blev diffus, og at tiltroen til menneskets udviklingspotentiale blev urealistisk. Dette kom til udtryk i en meget sigende diskussion mellem Rogers og Tillich, som kunne blive enige om meget, men hvor vejene skiltes omkring menneskesynet. Hvor Rogers mente, at ”estrangement”, som udtryk for synd, var kulturelt bestemt, fastholdt Tillich, at det er udtryk for en tragisk og uundgåelig komponent i mennesket. Mens de var enige om betydningen af accept, fastholdt Tillich, at det er afgørende, at accepten også opleves som Guds over for mennesket, og endelig om sproget, at det videnskabelige sprog ikke slår til, men at alene det religiøse sprog er forløsende omkring spørgsmålet om mening. I sine sene år nærmere Rogers sig i øvrigt Tillichs synspunkter mere.

H.R. Niebuhr skærpede dette i sin kritik af amerikansk liberalteologi, herunder også den pastoralkliniske uddannelse, som ifølge ham repræsenterede ”A God without wrath brought men without sin into a kingdom without judgement through the ministrations of a Christ without a cross” (Braaten s. 158). Det centrale punkt viser sig altså at være opfattelsen af mennesket, af synd og retfærdiggørelse. Det kan derfor ikke undre, at det bringer lidenskaben op i debatten.

Kritisk Forum no. 70/97, som handler om supervision, er en kilde til den hjemlige debat. Her skriver Jesper Stange i forordet, at ”debatten har været rodet, fordi alt for mange aggressioner og frustrationer, alt for megen frygt for udtyndingen af den teologiske faglighed har fundet afløb i en kritik af arbejdsmetoden, som i og for sig godt kan svare for sig, når det er den, der bliver drøftet, men ikke hverken kan eller skal løse hele efteruddannelsens problematik” (s. 4). Og efteruddannelsens problematik har jo netop at gøre med det ovenfor nævnte, hvordan der bedst støttes, og præsten yderligere dygtiggøres til dennes møde med omverdenen og mennesker på forskellig måde.

Ole Jensen kritik i dag herhjemme (KF 70) synes båret af samme foruroligelse som Niebuhrs og mange af de samme synspunkter, men at vejledning forveksles med frelsesvej rammer ved siden af. Vejledning er en pædagogisk måde og skaber et forum for, at den enkelte ved hjælp af fællesskabet kan arbejde med sin praksis og sig selv i den. Ole Jensen mener, at der her overskrides en grænse til det private, og at der er en afsløringens hermeneutik på færde. Han forstår vejledning som havende en dagsorden for den vejledte.

Elmo Due, som har kendskab til vejledning indefra, fremkommer med en nuanceret og afbalalanceret kritik, som jeg synes vores hjemlige debat er godt tjent med. Han mener, det er på høje tid, at udvekslingen teologi, embede og person bringes i udveksling med hinanden. Udfordringen består i hvordan. Isoleres teologien, er vi tilbage i studiekredsen. Isoleres embedet, får vi det hyggelige konvent, og isoleres personen, havner vi i terapien. Det er former, vi kender, og vejledning er ingen af delene, idet den forsøger netop at fastholde de tre på hinanden. Derfor bliver uddannede vejledere relevant.

Due fastholder embedet og den pastorale identitet på ordinationen. Og han betoner vigtigheden af, at erfaring ikke kommer til at stå som den eneste kilde til teologisk refleksion, men at vekselvirkningen til de teologiske discipliner fastholdes. Den erfaringsbaserede tilgang må ikke blive så pragmatisk, at den intet nyt har at tilføje en situation. Teologien må kæmpe for at bevare sit teoretiske/teologiske overskud.

Vejledning og samtalevejlederuddannelsen.

Dette er da også et af kendetegnene for vejledning og for uddannelsen af vejledere, som Præstehøjskolen har drevet dem siden 95 inden for rammerne af lektoratet i sjælesorg. Der har som nævnt fundet en tillempning sted af den supervisionsmodel, som den pastoralkliniske uddannelse i udlandet har brugt i mange år. For det første tilbydes samtalevejledning inden for et kursussammenhæng, hvorved praksis og erfaringsbaseret læring fastholdes på det teologiske studier, men netop ud fra den forudsætning af vekselvirkning er gensidigt gavnlig. For det andet er der en besindelse på det teologiske indhold og sjælesorgens egenart. Det betyder, at der arbejdes med, hvordan teologisk refleksion i sjælsorg kan skærpes og udmøntes. Og det betyder, at der arbejdes fænomenologisk, og ikke analyserende, i sjælesorg og i vejledning. For det tredje, at for så vidt der arbejdes med, hvordan sjælesørgeren er involveret, sker det med et fagligt sigte. For det fjerde er der udarbejdet klare retningslinier, så den pastorale tavshedspligt kan overholdes.

Samtalevejlederuddannelsen.

Til billedet af udviklingen omkring vejledning i dansk sammenhæng hører også tilrettelæggelsen af en samtalevejlederuddannelse – også på grundlag af vore egne retningslinier, som følger tendenserne beskrevet ovenfor. Samtalevejlederuddannelsen blev første gang iværksat i 95, hvor 14 blev uddannet, og nu igen i 2001 med 19 deltagere. Baggrunden for iværksættelsen af uddannelsen var, at samtalevejledning for grupper af institutionspræster havde vist sin faglige værdi, og at der viste sig et voksende behov for samtalevejledning ved ansættelsen af nye institutionspræster. Desuden begyndte sognepræster at ytre ønske om at blive imødekommet med samme tilbud. I forlængelse heraf var sigtet at uddanne egne vejledere med samme faggrundlag som dem, der går i vejledning. Et teologisk faggrundlag skulle således kombineres med indsigt og færdighed i forhold til at kunne vejlede.

 I anden omgang er uddannelsesforløbet blevet kortet lidt ned, men har kunnet strammes op med afsæt i den første erfaring. Uddannelsen består således nu af 5 kursusuger på Teologisk Pædagogisk Center bestående af teori om og øvelser i at vejlede sammen med refleksion, som sigter på at skærpe opmærksomheden over for, at det drejer sig om vejledning for præster.

Kursusdelen kombineres med omfattende erfaring med at give samtalevejledning individuelt (et forløb à 12  timer) og i gruppe (2 forløb á 24 timer). Sideløbende hermed modtager samtalevejlederne supervision og afleverer halvårlige rapporter og evalueringer fra henholdsvis given og modtagen vejledning.

Desuden indgår et obligatorisk faglitteraturpensum – om samtalen, vejledning samt teologi – på 1500 sider, og en skriftlig opgave (20-25 sider) med det formål at påvise faglig indsigt og evne til teologisk refleksion over praksis vedrørende samtalevejledning. Godkendelse finder sted gennem en afsluttende, evaluerende samtale, som den enkelte deltager har med den ansvarlige lektor og en ekstern bedømmer, som den første gang var lektor Troels Nørager, Århus Universitet.

 Erfaringen har grundlæggende været, at den anvendte læremodel fungerer godt. Denne bygger – ligesom den samtalevejledning, uddannelsen skal tjene – på, at den enkelte lærer gennem refleksion over egen praksis med støtte i et fagligt miljø. Erfaringen viser endvidere, at et klart koncept for arbejdet er vigtigt, at øvelse er afgørende for at opbygge færdighed i at vejlede, og at en model for integrationen af teologisk refleksion forbliver en udfordring. En tendens, der gør sig gældende i det andet forløb er en almengørelse på den måde, at ikke kun institutionspræster, men også sognepræster er under uddannelse, at den teologiske dimension trækkes tydeligere ind, og at der uddannes med henblik på vejledning i gruppe, dvs. med brug af det kollegiale fællesskab.

Der henvises i øvrigt til de udarbejdede Retningslinier for samtalevejlederuddannelse ved Teologisk Pædagogisk Center og til rapport fra vejlederuddannelses første forløb på TPC’s hjemmeside, som beskriver baggrund, sigte, forløb, erfaringer og overvejelser.

Det forløb, som sjælesorg og vejledning har gennemgået, og som der her er beskrevet nogle træk af, viser, at vi står midt i en opgave med, i teori og praksis, at nydefinere praktisk teologi, sjælesorg og vejledning som aktive kirkelige og teologiske discipliner. De artikler, som forekommer i denne udgivelse, og som er omarbejdet på grundlag af opgaver i forbindelse med samtalevejlederuddannel-sens første forløb, er et eksempel herpå og i dansk sammenhæng et stykke pionerarbejde.

 

Litteratur i forbindelse med artiklen:

Hans-Christoph Piper: Einladung zum Gespräch. Themen der Seelsorge (Vandehoeck und Ruprecht 1998)

Peter Bukowski: Die Bibel ins Gespräch bringen. Erwägungen zu einer Grundfrage der Seelsorge (Neukirchener 1994)

Kristisk Forum for Praktisk Teologi nr. 70/1997 og 68/1997

Eduard Thurneysen: Rechtfertigung und Seelsorge ( i F. Wintzer (udg.): Seelsorge. Texte zum gewandelten Verständnis und zur Praxis der Seelsorge ind er Neuzeit. Kaiser 1978)

A.D. Müller: Ist Seelsorge lehrbar? ( i Wintzer 1978)

Kjeld Holm: Retorisk sjælesorg (Præsteforeningens Blad 43/1990)

Rapport om samtalevejlederuddannelsen ved Præstehøjskolen 1995-1998 (på TPC’s hjemmeside www.locus-dei.dk

Harlene Anderson: Från påverkan till medverkan. Terapi med språksystemisk synsätt. Stockholm1995.

Tom Andersen: Reflekterende processer. Samtaler og samtaler om samtalerne. Dansk Psykologisk Forlag 1998.

Marianne Bach: Narrativ sjælesorg: nød eller mulighed? Tidsskrift for Sjelesorg, Modum Bad 3/2003.

Marianne Bach, red.: Samtalevejledning. Teori og praksis. Teologisk Pædagogisk Centersværksteds-serie 2001.

Marianne Bach: Undervejs. Konturer af en fænomenologisk og narrativ sjælesorg. TeologiskPædagogisk Centers værkstedsserie 2001.

Susanne Bang og Ken Heap: Rørt, ramt og rystet. Supervision og den sårede hjælper. Gyldendal2002.

Susanne Bang og Ken Heap: Skjulte ressourcer. Supervisionsgruppen og dens arbejdsmåder. Munksgaard 1999.

Bent Falk: At være – dér, hvor du er. Om samtale med kriseramte. Nyt Nordisk Forlag 1996.

Bent Falk: Kærlighedens pris I-II. Anis 1998 og 2005.

Søren Kierkegaard: Kjærlighedens Gerninger. Samlede Værker, Bd. 12. Gyldendal 1963.

Tore Kristian Lang: Veiledning som pastoral teologisk laboratorium. I: Hoppa, landa mjukt.

Arbetshandledning – en kultur för kyrkans framtid. Uppsala 2001.

I. H. Nordeide o.a.: Er utbrenthet et problem blant norske prester? I: Inter Collegas 3/2002.

Hans-Christoph Piper: Einladung zum Gespräch. Themen der Seelsorge. Vandenhoeck und Ruprecht 1998.

Ernesto Spinelli: The Interpreted World. An Introduction to Phenomenological Psychology. SageProductions 1995.