Arbejdsvejledning – en ny faglig kultur

Arbejdsvejledning – en ny faglig kultur

Af Marianne Bach

I forbindelse med, at Teologisk Pædagogisk Center fra efteråret 2005 tilbyder arbejdsvejledning som et efteruddannelsestilbud på lige linje med kurser, ønsker jeg her at redegøre for det teoretiske grundlag for arbejdet i vejledning sammenholdt med den erfaring fra vejledning, som præster har givet udtryk for.

Til terminologien

Indledningsvist vil jeg afklare terminologien, som kan forårsage en vis forvirring omkring denne faglighed. Der har hidtil været tale om samtalevejledning, det vil sige at vejledningen rettede sig mod sjælesorg og samtale. Siden 2005 er vejledning imidlertid udvidet til arbejdsvejledning, som betyder, at præsterne kan fremlægge den problematik fra praksis, som de ønsker hjælp til at få belyst. Hvad arbejdsmåden angår, gælder, at vejledning modsvarer supervision, som det er kendt i andre fagsammenhænge, og benytter sig af supervisionslæremodellen tilpasset den pastorale faglighed. Tilpasningen består væsentligst i, at der er udarbejdet retningslinier for, hvordan præster kan arbejde med egen praksis under hensyntagen til tavshedspligten. Endvidere at det faglige sigte og den teologiske refleksion betones.

Vejledning er ikke i sig selv en teologisk arbejdsmåde, men en pædagogisk form, der kan anvendes af fagpersoner til erfaringsbearbejdelse. Den forudsætter den motiverede praktiker, en gruppe af fagkolleger og en uddannet vejleder. Brugbar i en pastoral sammenhæng bliver vejlednings- / supervisionsmodellen, når et teologisk menneskesyn ligger til grund, og der reflekteres ud fra en teologisk faglighed.

I artiklen vil mit perspektiv fortsat være præget af en sjælesørgerisk praksis og erfaringen med vejledning i den forbindelse,[1] men læremodellen egner sig lige så godt til det bredere arbejdsfelt, som arbejdsvejledning retter sig imod.

Gensidig støtte og dygtiggørelse

Hvad får præsterne ud af at deltage i vejledning? Mit umiddelbare svar er, at vejledning giver præster et fællesskab og et fælles refleksionsrum med henblik på opgaven ”at være præst i dag”. Præstens funktion har en særlig karakter – det, tror jeg, er både en objektiv kendsgerning og en subjektiv oplevelse – og præsten arbejder meget alene, og det opleves også ofte ensomt. Sådan har det altid været, men der er nogle tendenser i tiden, som skærper såvel udfordring som belastning heri. Umiddelbart giver det derfor præsterne meget med et kollegialt forum, hvor opmærksomheden er rettet mod deres fortællinger om det at være præst. Hvor der konstruktivt kan arbejdes med det, som for den enkelte frembyder en vanskelighed, et smertepunkt eller en anfægtelse i arbejdet. Hvor det er legitimt at beskæftige sig med sin faglige selvforståelse over for forventninger og behov, som stilles udefra, og som af præsten kan opleve som et misforhold mellem det, han vil og så det, han formår eller har mulighed for. Hvis ikke der eksisterer en ordentlig balance herimellem, fører det til træthed over for arbejdet. Der er behov for igen og igen at støtte hinanden i at kunne fokusere på det væsentlige – på hvad der er den drivkraft, der gør, at en fagperson kan blive ved med at yde livslangt – ikke mindst hvor et stort mål af medmenneskelighed, indlevelse, forståelse og omsorg er med til at definere fagligheden.

Vejledning udgør et fagligt samtaleforum, hvor deltagerne yder hinanden opmærksomhed, medleven og solidaritet. Et forum, som tillader, at præsten oplever sig støttet, samtidig med at han får hjælp til at forholde sig til sin praksis og til eventuelt at kunne korrigere en praksis, som har låst sig fast, og til at se nye muligheder eller være realistisk. I et med det faglige udbytte får vejledning på den måde en forebyggende virkning over for træthed og modløshed. Præster kan give udtryk for, at de ikke alene tager måden at reflektere over egen praksis på med ud i arbejdet, men også kan opleve, at de har gruppen med i ryggen, når de står overfor vanskelige opgaver.

Dette, som af den enkelte opleves som en støtte, har også været genstand for kritik, når vejledning er blevet set som en fremmed størrelse i forhold til en pastoral faglighed. Kritikken har peget på flere forhold. På det, at personen på denne måde er inddraget. Man ser ikke det frugtbare heri eller frygter, at det udarter til sjælesorg for præsten eller terapi – eller slet og ret usund selvoptagethed. Man har peget på tavshedspligten. Hvordan kan der arbejdes med præstens egen arbejdserfaring uden at bringe tavshedspligten i fare? Og på faren for for stor indflydelse eller afhængighed i vejledning. Det forekommer mig, at en konsekvens af disse forbehold ville betyde, at såvel person som fællesskab måtte falde ud i forbindelse med en teologisk faglighed og dygtiggørelse, og i et sådant tomrum kan en præst – både hvad angår hans funktion og selvforståelse – ikke eksistere. Vejledning skal først og fremmest vise sin berettigelse i praksis, og en samtale om denne form for efteruddannelse bliver vanskelig, så længe kritikerne sjældent er de samme som dens brugere.

Endelig er vejledning blevet set som et knæfald for tiden – og tendenser i den, som det snarere gælder om at gå imod såsom individualisering, et positivt menneskesyn og personlig vækst[2]. Forbeholdene er måske ikke så overraskende, for de rører ved embedssynet og udfordrer os med hensyn til, hvordan de forandringer, der sker omkring os, eventuelt skal have lov at påvirke embede og pastoral selvforståelse. Det er komplekst, for jeg ser det, gælder det om både at kunne imødekomme nogle ændrede præmisser for at være præst i dag og om at kunne dæmme op for dem i deres negative konsekvens. Dette forhold er en udfordring for al efteruddannelse af præster i dag.

Gennem det tiår, hvor jeg i kraft af stillingen som lektor i sjælesorg, har været ansvarlig for (samtale)vejledning, har præster gennem evalueringer dokumenteret, at udbyttet af vejledning viser sig i støtte og dygtiggørelse. Evalueringerne fremhæver næsten uden undtagelse glæden ved at opleve et kollegialt fællesskab, hvor man taler med hinanden på en anden måde – en måde, som er opbyggelig både for præsten og personen. Præsterne giver udtryk for, at hvem de er som præst, bliver bedre integreret med, hvem de er, og bedre integreret med det værdigrundlag og tro, som udgør grundlaget for deres arbejde. Præsterne fortæller ofte, at de oplever, at de er blevet bedre præster, at de har fået større frimodighed og glæde i arbejdet, at det er blevet tydeligere for dem selv, hvad de vil i deres arbejde – og at de også bedre kan formidle det til andre. I nogle tilfælde har præster givet udtryk for, at vejledning har udgjort forskellen mellem at kunne fortsætte eller holde op.

I et fag som vores er der ingen tvivl om, at der er en vigtig sammenhæng mellem støtte og dygtiggørelse[3]. Præsternes erfaringer synes at godtgøre, at det personlige kan varetages sammen med det faglige på en måde, så de gensidigt støtter hinanden i retning af en bedre og klarere faglighed. Vejledning er et forum for præsten, men ikke primært for dennes egen skyld, men for dem og deres skyld, som præsten skal være præst for. Karakteren af den faglige relation og arbejde er betonet, som det fremgår af den definiton af vejledning, som lægges til grund: ”Arbejdsvejledning udgør en faglig relation mellem en uddannet vejleder og de (den) fagpersoner / præster, der deltager i vejledning. Arbejdet hviler på en konsensus omkring en struktureret, faglig arbejdsform. Med udgangspunkt i den enkelte præsts arbejdserfaring finder en fælles refleksion sted, der sigter mod at støtte og dygtiggøre præsten med henblik på dennes praksis. Under det faglige sigte medreflekteres de personlige forudsætningers virkning for præstens praksis” (undertegnedes definition).

Det er vigtigt for udbyttet, at vejledning har karakter af faglig samtale og implicerer en klar form, der definerer, dels hvordan der tales sammen, dels hvad der kan tales om. Evalueringerne bekræfter, at den faglige, strukturerede arbejdsmåde er en faktor ved vejledning, som optimerer udbyttet af vejledning – og gør det til gode for den praksis, præsterne kommer fra og skal tilbage i.

Kvalitet og oplevelsen af mening i arbejdet

Sammenhængskraft mellem funktion og person er vigtig for ”kvalitet” i arbejdet  og for (fag)personens oplevelse af mening i arbejdet og udholdenhed. Et samtalerum som vejledningens, hvor det går an at tale om det, som det er, er med til at bringe en bedre overensstemmelse i stand.

En strukturel omstændighed, som bidrager til oplevelsen af ensomhed og frustration, er for så vidt der forekommer uklare ledelsesforhold i kirken som sådan og på den konkrete arbejdsplads – det være sig menigheden eller institutionen. Vi er her ved væsentlige årsager til træthed og modløshed i arbejdet, som fører til stress og endda udbrændthed, hvilket i forvejen udgør en fare for fagpersoner, som arbejder med omsorg. Udbrændthed kan opstå, når der eksisterer konflikt mellem fagpersonen og det ydre system, hvilket typisk kan vise sig i et misforhold mellem de krav, denne stilles over for og de ressourcer, vedkommende har til at indfri dem med. Det vil yderligere opleves som belastende, hvis arbejdspladsen presser for resultater – noget, præsten er særlig sårbar over for, fordi hans arbejde på mange måder ikke er synligt og målbart. En væsentligere faktor er dog fagpersonens krav og forventninger til sig selv og en manglende overensstemmelse mellem disse og arbejdet. Den enkelte kan da opleve faglig og personlig inkompetance, som typisk søges udbedret ved at yde mere ”af samme slags” – selvom det ikke er det, der skal til for at løse problemet[4].

Vejledning giver deltageren / supervisanden mulighed for at reflektere over sin praksis i en undersøgelse af, hvordan praksis – teologi – person konkret giver sig udtryk og hænger sammen. I en persons praksis kommer en normativ forståelse – en implicit teori – til udtryk, som fagpersonen ofte ikke er bevidst om. Det betyder en vilkårlig, ofte uhensigtsmæssig praksis, med virkning også for fagpersonens ressourcer og motivation. Vejledning udgør et opmærksomhedsarbejde, hvor man undersøger sammenhænge og normativ forståelse i de konkrete fortællinger om det at være præst.

Jeg oplever, at faglig selvforståelse placerer sig centralt i midten af den ”vejledningstrekant”, som udgøres af praksis – teologi – person.

Det faglige arbejde, som det er at redegøre for sin praksis og sig selv i den samt den forståelse, der driver den, kan en fagperson dårligt gøre alene. Fællesskabet og det fælles refleksionsrum udgør efter min mening vejledningens stærke kort, idet gruppens ressourcer stilles til rådighed for den enkeltes refleksion. Her gives muligheden for at benytte sig af andres øjne til at se på egen praksis med, som kan bekræfte, som kan stille spørgsmål til, og som kan tilbyde nye måder at se på, som den vejledte kan prøve sin forståelse af over for. Vejlederen er her den, som har ansvar for samtalekulturen i gruppen, og som ifølge en sokratisk (fænomenologisk) måde kan befordre en dialog, hvor dette kan finde sted.

Vejledning er blevet beskrevet som et ”pastoralteologisk laboratorium”, hvor praksis, nye forståelser og handlemuligheder kan prøves af[5]. Der er således ikke tale om, at præsten i vejledning skal vejledes til at gøre endsige mene noget bestemt, blot gives mulighed for at blive klarere på sig selv i sin funktion og måske få bragt et perspektiv ind, som kan udgøre en forskel for hans praksis og for hans oplevelse af at være præst. Det vil støtte det arbejde, præsten gør til andres bedste, og vil samtidig støtte præstens oplevelse af mening og udholdenhed i arbejdet. Når der gentagent gives udtryk for, at samtalen i vejledning bliver stærk eller opbyggelig, hænger det for en stor del sammen med den ærlige fortællen om sig selv i et fællesskab, som bevidner, rummer, udtrykker solidaritet og således aflaster og giver mod til ”at være mig som præst”. Facade og konkurrence kolleger imellem forstærker ensomheden i præstearbejde og rolle. Her viser vejledning sig som en vigtigt redskab i retning af åbenhed, dialog og værdsættelse og er med til at tegne en ny kollegakultur.

Embedet – magt og afmagt

Det at kunne omgås med magt og afmagt, og kunne udholde et modsætningsforhold imellem dem, hører med til det særlige ved præstens faglighed – og tydeligst mærkes dette måske i sjælesorgen. Præstens felt er så at sige spændt ud herimellem, og det område, som præsten virker på, er oftest afmagtens – fordi solidariteten i livsvilkåret sætter ham på det sted sammen med mennesker. Og det, præsten først og fremmest kan gøre, er at være. At være til stede dér, hvor menneskelig magt har mødt en grænse, er nødvendigt og gør en forskel. Det bliver vigtigt at kunne skelne mellem, hvornår der kaldes på handlen og kamp, og hvornår der kaldes på forsoning og mod over for det, der er virkeligheden. Først på afmagtens vilkår er det vigtigt at holde situationen og erfaringen åben over for, hvad der måtte blive tilbage at sige eller gøre. Dette får også at gøre med præstens evne til at sætte grænser – grænsen over for at gøre dér, hvor man kun kan være, og grænser over for at opgaven bliver total[6]. Det er afgørende, at der gives sammenhænge – som i vejledning – hvor præsten kan tale om, hvordan det er for ham, og kan opleve at næres ved noget af det, som han selv skal give videre til andre. En afklaring mellem, hvad skal jeg, hvad kan jeg, hvad vil jeg, er afgørende for fagpersonen.

Det hører imidlertid med til det komplekse, at præstens funktion også har med magt at gøre – nemlig Guds magt, som præsten er sat til at forvalte. Præsten skal være med til at gøre gældende, at der forbliver andet og ”mere end” at sige om et menneske og om dets situation – om liv og død – og at dette ”mere” er Guds. Det handler om bønnens og ritualets mulighed og det, at et perspektiv kan lægge sig til situationen – et perspektiv, som situationen ikke kan sige sig selv, men som må gøres gældende inden for det rum, som situationen udgør.

Det er over for arbejde at en sådan karakter, at måden at arbejde på i vejledning viser sin værdi. Her bliver det tydeligt, at en akademisk uddannelse alene ikke dygtiggør i forhold til det, der kræves. For at dygtiggøre præster må der arbejdes med helheden, med hvordan personen kan være i og udfylde funktionen, hvordan man kan holde til det over længere tid, og hvor man selv finder indsigt, mening og mod. Hvis ikke præsten selv er berørt og hjulpet af det budskab, han skal bære frem, da bliver det belastende at være præst. Man kan ikke i kraft af sig selv bære hverken afmagten eller den endegyldige magt. Troværdighed – forstået som et eksistentielt arbejde med at bevare tro og mod – bliver næsten uomgængelig for præsten selv og for dem, præsten møder. Autenticitet er et vanskeligt kriterium i forbindelse med faglighed – hvordan dygtiggør man til det? Vejledning tilbyder sig for den enkeltes undersøgelse, refleksion og erfaring med, hvordan større overensstemmelse og dermed troværdighed kan blive til.

Menneskesyn og teorigrundlag i vejledning

Som i enhver teologisk praksis bliver menneskesynet også af grundlæggende betydning i vejledning, som en teori for vejledning i øvrigt må ligge i forlængelse af. Et kristent menneskesyn holder os fast på, at ethvert menneske er ubetinget værdifuldt, og at et menneske altid er ”mere end” sin situation. Det betyder, at et menneske ikke bare er udleveret til andres forgodtbefindende. I forholdet mellem mennesker bliver Gud ”melleminstansen”, som holder os fast på det gensidige ansvar for hinanden uden at give os magten over hinanden – fordi et menneske først og sidst tilhører Gud.[7] Menneskesynet må ligge til grund for den holdning, som en præst møder det andet menneske med. Det gælder i mødet, arbejdet, omsorg og samtale såvel som i vejledning.

Hvor menneskesynet er ufravigeligt, må teorigrundlaget til gengæld – eller måske netop som følge heraf – beskrives som eklektisk. Vi trækker på flere teorier, som passer sammen med et menneskesynet, og som i øvrigt støtter og supplerer hinanden. For det første arbejdes der fænomenologisk. Det vil sige, at der arbejdes med den oplevede virkelighed, med de ”fænomener” der viser sig [8], og dermed solidarisk med den anden, sådan som denne vælger at vise sig selv. Den anden accepteres i sin forskellighed, og det er en dyd, at vejlederen søger at være ”konstruktivt uvidende” og være den, som stiller de relevante spørgsmål, der befordrer den andens forståelse og afklaring. Indirekte ligger her en kritik af en analyserende metode, hvis fare er at blive bedrevidende på den andens vegne. Den fænomenologiske måde er kendetegnet ved at være åben og respektfuld i møde og samtale og går i spænd med en forståelse af vejlederen som den sokratiske fødselshjælper.

En fænomenologisk måde bygger på tre regler: at man, så vidt muligt, lægger forudfattede meninger, vurderinger og fordomme til side i mødet med den anden. At der lægges vægt på beskrivelse fremfor analyse. Og at man i udgangspunktet forsøger at lade oplevelser og udsagn stå med lige værd. På dette grundlag kan der udkrystalliseres tema(er), som så bliver genstand for videre undersøgelse. Det, der er præstens anliggende, søges på denne måde beskrevet og undersøgt, før man med refleksionen lægger afstand og søger at nå forståelse og eventuelt handlemulighed. Den tolkning, som måtte nåes, er igen beskrivelsesbaseret i stedet for teoribaseret[9].

Som det andet skal nævnes den systemiske teori, der betoner, at alt er proces, er møde og dialog. At virkelighed og forståelse er noget, der bliver til, og at det sker gennem udveksling af erfaring og forståelse. Tilgangen er åben, og alt møde finder sted netop på dialogens præmisser. Hjælperen bliver aldrig eksperten i forhold til den andens liv og problem – der forbliver en grundlæggende gensidighed i forholdet mellem to mennesker, hvor den ene i den konkrete situation er hjælperen og den anden den, der ønsker hjælp. Fagpersonens kompetence er således at kunne stille sig til rådighed (tjeneste) og have øvelse og indsigt, hvad angår kommunikation, relation og proces. Den systemiske tilgang rummer en legende komponent, som kan være med til at tage noget af belastningen af fagpersonen. Det gør sig også gældende ved brugen af gruppen i vejledning, som i høj grad kalder ressourcer og inspiration frem og gør vejledning til et fælles arbejde med delt ansvar. Vejlederens kunnen går på at kunne skabe og tage ansvar for det rum, som gruppens liv og arbejdets indhold og dynamik kan udfolde sig inden for, herunder rammesætning, grænser og muligheder i arbejdet.

For det tredje vil jeg igen nævne den narrative tilgang, som er blevet central i måden at arbejde på, og som hænger naturligt sammen med den systemiske teori. Det narrative angiver, at et menneske altid fortæller en fortælling om sig selv i forhold til verden for at skabe sammenhæng og betydning og i sidste ende finde identitet og blive i stand til at handle. I vejledning bliver den enkeltes fortælling sat ind i en fælles, almengjort fortælling om at være præst. Det, at et stykke livsfortælling p.d.e.s. høres og godtages i sin særlighed, og p.d.a.s. sættes ind i en almen sammenhæng, er to sider, som har en befriende virkning for den enkeltes livsfortælling. I sjælesorg såvel som pastoral vejledning fortættes den eksistentielle betydning derved, at vores fortælling også altid bevidnes af den Anden i religiøs forstand. Dette er et perspektiv, som i en god forstand både sætter grænser og sætter fri og åbner for muligheder i forhold til den individuelle fortælling om at være præst.[10]

Praksis i vejledning

Vejledningen finder helt overvejende sted som gruppevejledning, hvilket både har en faglig og en økonomisk begrundelse. Omfanget er 24 timer over et år, typisk fordelt på 8 gange á 3 timer. Vejlederen modtager 18 timers supervision årligt i gruppe på den vejledning, hun giver. Der er udarbejdet retningslinier for arbejdet, og et vejledningsforløb begynder med, at der introduceres til og skabes konsensus omkring arbejdsmåden. I den forbindelse præciseres rollefordeling og ansvar, og arbejdets fokus, herunder grænser og tavshedspligt, afklares. Betydningen af denne rammesætning kan ikke overvurderes, og en stor del af vejlederens opgave er fortløbende at henvise til og holde arbejdet fast på rammesætningen. Det, som hovedsageligt udgør vejlederens kompetance, er at kunne ”facilitere” denne måde at arbejde på og så i øvrigt have så mange redskaber som muligt til rådighed i dette.

Vigtigst og mest frugtbart viser det sig at være, at vejlederen kan inddrage gruppen og bringe den til at arbejde, sådan at de ressourcer, der ligger i gruppen, bliver bragt i spil. Det betyder, at ansvaret for selve arbejdet og udbyttet af det deles, hvilket er aflastende for vejlederen. Men det kræver af vejlederen, at denne er meget klar på, hvad hans ansvar består i, nemlig at være tydelig omkring måden at arbejde på.[11] Arbejdet ledsages løbende af evaluering, som også er et fælles ansvar.

Brug af gruppen består grundlæggende i, at der inviteres til gruppens refleksion efter vejlederens indledende dialog med præsten/supervisanden. Fra systemisk vejledning har vi mere og mere lagt os efter brugen af gruppen som reflekterende team. Det har flere fordele. Gruppen bruges oftere og mere disciplineret, idet den inviteres ind undervejs i den samtale, som vejleder og vejledte fører, med definerede ønsker til dens bidrag. Som resultat bliver arbejdet mere dynamisk, hvilket opleves tilfredsstillende for alle deltagende. Når gruppen forholder sig vejledtes problematik og oplevelse, tales der indbyrdes i gruppen, og supervisand og vejleder er ”fredet” i en lyttende position[12]. Det er også her, der kan inviteres til en specifik overvejelse over, hvad der teologisk er på færde, eller hvordan situationen eller opgaven frembyder en vanskelighed i forbindelse med at være præst for andre.

Teamets indspil giver vejleder og vejledte et frirum til at lytte og bliver vejlederens hjælp til det fortsatte arbejde med den vejledte. Vejledte er frit stillet til at tage det til sig, som denne kan bruge i sit eget videre arbejde og føler sig så godt som altid støttet og løftet af gruppens indspil, dens opmærksomhed og medleven, og arbejdet når som regel frem til en større grad af afklaring. Værd at nævne vedrørende respons er, at vurdering og gode råd ikke er det, der efterspørges. Erfaringen fra vejledningssamtalen får ofte karakter af model for, hvad den vejledte gør i møde og samtale med andre. Denne modeleffekt udgør en ikke ringe værdi ved denne måde at lære på – det, at der gøres en erfaring, som kan omsættes.

Vejlederuddannelsen og erfaringer derfra

For den interesserede læser vil jeg kort skitsere vejlederuddannelsens indhold, som er blevet gennemført over 2 gange med i alt 32 uddannede vejledere. Uddannelsen løber over 3 år og består af 6 ugekurser på TPC med i alt ca. 180 timers superviserede vejledningsøvelser og respons på nedskrevne cases samt teorienheder af vejledningsteoretisk og praktiskteologisk karakter. Igennem uddannelsen er der sideløbende praksis lokalt med at give samtalevejledning i et individuelt forløb (15 timer) og i to gruppeforløb (2 gange 24 timer), hvilket følges af supervision i gruppe.

Halvårligt udarbejdes der rapporter med refleksion over egen funktion som vejleder samt udbyttet af at modtage supervision. De præster, som deltageren i uddannelsen har haft i vejledning, udfærdiger evalueringer vedrørende læring / udbyttet af vejledningen. Der indgår et faglitteraturpensum på minimum 1500 sider, omfattende supervisionsteori, teori om samtalen samt teologisk litteratur. Uddannelsen afsluttes med en skriftlig opgave, som skal påvise faglig færdighed og evne til refleksion over egen praksis. Herefter følger en afsluttende, evaluerende samtale med undertegnede og en ekstern censor, hvorved deltageren skal opnå godkendelse.[13]

Vejlederuddannelsen bygger på to forudsætninger, dels egen erfaring med præstens arbejde, dels egen erfaring fra vejledning. Egen erfaring kan omsættes i forhold til funktionen som vejleder og indgå som byggesten i den teori og holdning, man selv lægger til grund for sin vejlederpraksis. Og så er der selvfølgelig tale om en ny kompetence, som skal tilegnes. Det sker i en vekselvirkning mellem praksis og teori og gennem refleksionen over praksis. Praksismomentet – både på kurserne og ”ude i marken” – er det, der fylder mest og også af deltagerne tillægges den afgørende betydning for den kompetence, der efterspørges.

Kompetancen består i at kunne bruge vejledningsmodellen så sikkert, fleksibelt og dynamisk som muligt, at have en sikker fornemmelse af, hvad der kan rummes inden for arbejdsmåden, af egen rolle og ansvar – og af deltagernes – og kunne vejlede under hensyntagen til, at det finder sted i en gruppe med dens særlige relationer og kommunikation. Vejlederen må desuden kunne øve ”håndværket” i overensstemmelse med de teorier om vejledning, som vi lægger til grund, og som jeg tidligere har skitseret. Vejledningen skal altså varetages på en måde, som er fænomenologisk, dialogisk og narrativ og åben og respektfuld, både hvad holdning og måde angår. Og den skal kunne bringe det særlige, som gælder for en teologisk faglighed i spil, nemlig teologisk refleksion og det menneskesyn og den etik vedrørende samtale, der giver sig heraf.

Dr. theol. Troels Nørager ved det teologiske fakultet i Århus, som var ekstern censor på de afsluttende samtaler, skriver i sin afsluttende rapport herfra bla.:

Mit samlede indtryk er, at uddannelsen fuldt ud lever op til sit mål: at bidrage til en dygtiggørelse, hvor det vejledningsfaglige, det personlige og det teologiske er integreret i hinanden og gensidigt befrugter hinanden. Opgaverne, der har deres centrum i demonstrationen af en solid faglighed omkring vejledning, er således specielle netop ved at være prægnante eksempler på integrationen af teori og praksis. Både i opgaverne og i de afsluttende samtaler gav mange udtryk for, hvordan uddannelsesforløbet havde givet nye indsigter, nyt mod på arbejdet og en større glæde, teologisk stolthed og professionalisme i arbejdet som præst. Og flere udtrykker (fuldt forståeligt) deres ønske om, at denne arbejdsform må blive udbredt som et regelmæssigt tilbud til alle præster.

Noter

[1] Vejledning for præster har en forholdsvis kort historie i Danmark – i modsætning til vore nabolande og i modsætning til andre faggrupper i omsorg og behandling. Vejledning begyndte i det små i slutningen af 80’erne på initiativ af en gruppe institutionspræster, hvorefter vejledning fra 1995 blev formaliseret som et tilbud i TPC’s regi og indtil 2000 var et tilbud til alle institutionspræster. Et forsøg i 2000 på at lægge vejledning ud i stifterne antog en sporadisk og ujævn karakter, og et formaliseret tilbud gaves ikke frem til 2005, hvor TPC tager det ind i sit efteruddannelsesprogram. Der har dog hele tiden været vejledning i forbindelse med toårige sjælesorgskursusforløb på TPC (på årlig basis har været 7 – 8 grupper). Desuden har der, i de to omgange vejlederuddannelsen har løbet, været grupper i gang under ledelse af disse (henholdsvis 14 og 19), som udgjorde den praksis, vejlederne skulle indhente i uddannelsen.

[2] Til den hjemlige debat se Kritisk Forum 70/97 om Supervision. Til det anførte se Helge Baden Nielsen: Den omstridte supervision og Ole Jensen: Arbejdsvejledning, Ja! Psykologisering af præsteuddannelsen, nej tak!

 

[3] Der er to ”traditionelle” fora, sjælesorg og åndelig vejledning for præsten, der sigter mod støtte til og opbyggelse af præsten selv. Og vi oplever, at disse igen får en fornyet opmærksomhed, og man bør have dem i tankerne som en henvisningsmulighed i den faglige vejledning. Det er en fagligt central erfaring, at man dårligt kan hjælpe andre længere, end man selv er kommet / blevet hjulpet (Hans-Christoph Piper i Einladung zum Gespräch. Themen der Seelsorge. Vandenhoeck und Ruprecht 1998)

[4] Se Susanne Bang: Rørt, ramt og rystet. Supervision og den sårede hjælper. Gyldendal 2002. ”Den sårede hjælper” er i øvrigt en traditionel metafor for en præstelig selvforståelse. Endvidere rapporten: Er udbrendthed et problem blant norske prester? Bergen 2002. En rapport om Psykosocialt arbejdsmiljø i Folkekirken anbefaler supervision som en egnet måde at forebygge det belastende i præsters arbejde. Rapportens anbefalinger er foreløbigt  ikke blevet fulgt op af handling.

[5] Se T.K. Lang: Veiledning som pastoral teologisk laboratorium i Hoppa, landa mjukt. Arbetshandledning – en kultur för kyrkans framtid (Uppsala 2001).

 

[6] Forholdet mellem arbejde og privatliv er ofte også et tema i vejledning. Det er svært at værne om privatliv og familieliv i præsteembedet, som traditionelt har været defineret som grænseløst i og med, at præsten skal stå til rådighed.

[7] Kierkegaard i Kærlighedens Gerninger.

[8] Det er, som det er – indtil det måske bliver anderledes. Den paradoksale lov om forandring er forudsætning for den forandring, der sker som følge af en proces og vækst, og ikke som følge af ydre pres. Jf. Bent Falk i ”At være – dér hvor du er”.  Nyt Nordisk Forlag 1996.

[9] Kilde hertil er bla. Ernesto Spinelli: An Introduction to Phenomenological Psychology. Se også Chr. Buschs afsnit om samtalen i et eksistentielt/åndeligt perspektiv i Religion, eksistens og sygepleje. Nyt Nordisk Forlag 2002.

[10] Livsfortælling og det narrative aspekt har sit traditionelle ”forbillede” i skriftemålet, hvor et menneske står ved sig selv – over for Gud. Jeg har beskæftiget mig med det narrative i artiklen Narrativ sjælesorg: nød eller mulighed? Tidsskrift for Sjelesorg, Modum Bad 3/2003. Se heri også Elmo Due: Før alt er forbi eller ”det er aldrig for sent at få en god barndom”.  Endvidere Sjælesorg og vejledning i efteruddannelse. I Præstehøjskolen 1965 – 2005. Et Jubilæumsskrift. Redigeret af H. Vium Mikkelsen o.a.

[11] mens han må være tilbageholdende, hvad angår fristelsen til at være dygtig og selv ”vise perlen”.

[12] Gruppen respons kan bruges i forskellige faser, således på et tidligt tidspunkt til spejling: hvad har gruppen hørt/lagt mærke til. Og senere: hvad tænker I om det, I har hørt/ hvad mener I er på færde, når… Evt. mere specifikt: S siger, at hvis…så…; hvad tænker I i den forbindelse… Eller: vi er nået frem til, at S har et dilemma, sig noget om det…

[13] Angående kriterierne for opfyldelse af uddannelsesforløbet henviser jeg i øvrigt til de udarbejdede retningslinier for samtalevejlederuddannelsen ved Teologisk Pædagogisk Center. Endvidere til: Samtalevejledning. Teori og praksis. Udgivet af TPC 2001. Publikationen rummer bearbejdede opgaver fra første uddannelsesforløb. På hjemmesiden www.locus-dei.dk findes en rapport med erfaringer fra det første uddannelsesforløb, som afsluttedes i 98.

Litteraturliste:

Harlene Anderson: Från påverkan till medverkan. Terapi med språksystemisk synsätt. Stockholm 1995.

Tom Andersen: Reflekterende processer. Samtaler og samtaler om samtalerne. Dansk Psykologisk Forlag 1998.

Marianne Bach: Narrativ sjælesorg: nød eller mulighed? Tidsskrift for Sjelesorg, Modum Bad 3/2003.

Marianne Bach, red.: Samtalevejledning. Teori og praksis. Teologisk Pædagogisk Centers værkstedsserie 2001.

Marianne Bach: Undervejs. Konturer af en fænomenologisk og narrativ sjælesorg. Teologisk Pædagogisk Centers værkstedsserie 2001.

Susanne Bang og Ken Heap: Rørt, ramt og rystet. Supervision og den sårede hjælper. Gyldendal 2002.

Susanne Bang og Ken Heap: Skjulte ressourcer. Supervisionsgruppen og dens arbejdsmåder. Munksgaard 1999.

Bent Falk: At være – dér, hvor du er. Om samtale med kriseramte. Nyt Nordisk Forlag 1996.

Bent Falk: Kærlighedens pris I-II. Anis 1998 og 2005.

Søren Kierkegaard: Kjærlighedens Gerninger. Samlede Værker, Bd. 12. Gyldendal 1963.

Tore Kristian Lang: Veiledning som pastoral teologisk laboratorium. I: Hoppa, landa mjukt. Arbetshandledning – en kultur för kyrkans framtid. Uppsala 2001.

I.H. Nordeide o.a.: Er utbrenthet et problem blant norske prester? I: Inter Collegas 3/2002.

Hans-Christoph Piper: Einladung zum Gespräch. Themen der Seelsorge. Vandenhoeck und Ruprecht 1998.

Ernesto Spinelli: The Interpreted World. An Introduction to Phenomenological Psychology. Sage Productions 1995.